Hvis man tænker på hvor mange timer rovfiskere bruger på at fintune agntackler/forfang for at lave den perfekte kombination af usynlighed og attraktionsevne ved at justere længder og kombinere materialer, variere krogtype/størrelser og montere div. "glimmer".
Så er det underligt at der ikke er flere der bruger tid på at optimere deres woblere til præcis de egenskaber de søger.
Mange woblere kan f.eks. relativt nemt tunes på deres flydeevne. Mange woblere (og jerkbaits) er ganske nemme at gøre enten synkende eller flydende selv om de fra start af er det modsatte. Nogle kræver dog et større indgreb – typisk ved indstøbning/udboring af bly.
Til manges store glæde kan vi sige, at det efter vores erfaring, ikke kan betale sig at have en masse forskellige agn i hundred forskellige farver. Vi har også været igennem denne mølle, men har efter mange timer på vandet skåret vores agn ind til benet. Vi opererer nu kun med ca. 10 forskellige agn – dog nogle stykker i hver farve.
Til gengæld er disse agn toptunede, og vi kender disse agn rigtig godt. Vi ved hvor hurtigt de synker, hvilken fart de går optimalt ved, hvor dybt de går og hvor meget de bevæger sig ved forskellige hastigheder.
Det samme gør sig i øvrigt gældende ved vores jerkbait fiskeri. 10 agn du kender godt, er bedre end kassevis af agn du kun har en vag idé om, hvordan går – for det hjælper dig ikke, at de er et lille stykke snedkervidunder ;-)
Et eksempel på en meget simpel optimering er vist herunder. De fleste (der er ret stor forskel fra agn til agn) Buster Jerk Shallow Runners kan med en ekstra springring på hver krog gøres så svagt flydende at de synker ganske langsomt når de bliver monteres med et standard 50 lbs titaniumwire forfang. Agnen synker ganske få cm/sek og stiller sig simpelthen på bunden uden at ligge sig ned. Denne agn kan fiskes ufatteligt langsomt hvilket kan være uvurderligt til forårsfiskeriet i koldt vand op til legen.
Nogle agn flyder dog så meget at et par kraftigere kroge og tykke springringe ikke ændrer nævneværdigt på deres flydeevne – dann haben wir anderen metoden!
Mængden af bly skal tilpasses normal opsætning af kroge og forfang. Et akvarium er meget handy i forbindelse med dette. Et bor, nogle blyklodser og 5 min epoxy er hvad der herefter er brug for som det kan ses på billedserien.
Salmoen flyder normalt meget højt, men med denne operation, flyder den nu ganske svagt og kan lige nøjagtig bære et forfang. Med større kroge bliver den svagt synkende. Normalt skal Salmoen have ret høj fart for at komme ned i vandet. Men efter denne operation kan den dørges ultra langsomt uden at hænge i overfladen.
På det sidste billede af Salmo Skinner, ses hvor naturligt den rent faktisk står i vandoverfladen, og ligner en agn, som sørger føde. Uvurderligt også til spinnefiskeriet.
Så tag ikke dine agn for givet, hjælp dem på vej til at blive de perfekte velfangende geddedræbere.
EWT
Ingen kommentarer:
Send en kommentar