4. januar 2014

Status og nye drømme

Nyt år og tid til at gøre status og sætte nye mål!

Rasmus
År 2013 var, for undertegnede, sat af til at fange en stor sandart på vertikal jig. For at være helt præcis, gjaldt det om at bryde 6 kg grænsen.

Pelagisk vertikal jig har virkelig brændt sig fast i mit fiskerhjerte. Det er så intenst, når der hænger et godt ekko under jiggen. Knæene begynder at sitre og hver en åre i kroppen bliver skyllet igennem med en god portion adrenalin. Når så det hele går op i en højere enhed, og ekkoet klapper til jiggen, starter nok den eneste fornøjelige måde hvorpå sandarten kommer til sin fulde ret, fightermæssigt.

Stabilt sandart fiskeriet er og har nok aldrig været en dans på roser. Fiskeriet går op og ned i diverse søer, og ingen ved med sikkerhed, hvad det er der gør, at sandartfiskeriet er så svingende.
Er det gydningen der slår fejl, vandremuslingen der klare vores søer op? Spørgsmålende er mange, men i sandhed er det svært i disse år at finde en fast producerende sø i Danmark, som kan levere store sandarter på stribe.

Mit mål blev indfriet to gange i løbet af året, men det har i den grad været et benhårdt projekt. Store sandarter kommer bare ikke dumpende ned i ens turban. Men det er samtidig en forløsning, endelig at komme på tavlen med et par fisk over 6 kg. En stor oplevelse var det i sandhed også, at lande en +10 kg gedde på samme metode, hvilket ser sådan ud på et Garmin 550c ekkolod.


Geddefiskeriet har jeg ikke prioriteret særlig højt, og kan derfor kun skrive fire hele fiskedage i bogen, men stadig med fem fisk over 9 kg, hvilket jeg vil betegne som en succes og god planlægning. Glad og lettet kunne jeg endelig lande en +11 kg gedde, som lukker et hul vægtmæssigt imellem mine andre +10´ere.

Nye drømme at følge, er god motivation til at komme på vandet. Mine nye mål for 2014 ligger nu ikke så langt fra dette års mål, men 7 kg grænsen ville være rar at bryde for sandarten. Her tænker jeg ikke udelukkende på metoden, pelagisk vertikal jig, for jeg har med dette års erfaringer i rygsækken, tænkt at næste år også skal indeholde andre metoder, der forhåbentlig vil effektivisere mit fiskeri over året.

Egentlig har jeg ikke de store ambitioner angående geddefiskeriet, man skal jo fiske det man brænder for, hvilket leder mig ind på, at mit geddefiskeri trækker i retning af: "Less is more", forstået på den måde at jeg synes simpelt spinnefiskeri efter gedden er super tilfredsstillende. At mærke suget i stangen når gedden indhalerer, er vægtet højere end størrelse og antal, som klart bedre kan produceres bag dørgestængerne.

Hvad med aborren Jeg har i sandhed svært ved at trække mig op til at forfølge denne lille stribede art i mit fiskeri for tiden. Derfor bliver mit aborrefiskeri vægtet til små korte sporadiske ture nu og da.
Jeg glæder mig som et lille barn til at komme igang med fiskeriet 2014. Det bliver spændende at se, om de erfarringer man har gjort sig i 2013, vil blive et es i ærmet i 2014. Ikke mindst bliver det spændende at tage hul på ydeligere et par fiskevande, som har stået standby i en periode.

Jeg lovede i nytårsindlægget at det ikke blev kedeligt, og derfor lover jeg at når jeg fanger ny PR i sandart (7,25 kg), går jeg i vandet med den. Det bliver så spændende at se om det bliver iført Ursuit eller badebukser ;-D

Mads
Da jeg blev far for første gang i år havde jeg ikke sat nogle forkromede mål for året da jeg ikke anede hvordan året ville forme sig. Det blev dog heldigvis til en del fisketure alligevel, da min dejlige datter viste sig at være et nemt barn, og min søde kone blev ved med at være sød :-)

Det blev dog et noget blandet fiskeår med op og nedture. På positiv listen står årets torskefiskeri, både herhjemme og i Norge. Det blev dog til en del torsketure indtil isen slap sit tag på, hvilket endte med en ny DK-PR i torsk på 14,2 kg. Kort efter gik turen til Norge hvor skreien blev udfordret, og Norges PR kunne hæves fra 21 til 27,5 kg, til trods for kun få reelle fiskedage. Det var en fed tur og bestemt noget jeg vil overveje at gøre igen.

Flynder fiskeriet var middel. Jeg har endnu ikke været en uge i Havøysund uden at få en flynder over 20 kg, og det ændrede sig heller ikke denne gang. Desværre blev det ikke til en stor, men man kan jo ikke vinde hver gang.

Saltvandsmålet 2014 er at fange en +10 kg torsk fra min fars jolle, det skal nok blive sjovt :-)
Laksemålet fra i år vil jeg lade være, at få mindst to dage på vandet.

Det hjemlige ferskvandsfiskeri har været decideret middelmådigt for mit vedkommende. Jeg har lige som Rasmus fået vertikalbacillen i blodet så feberen raser derudaf. Som forudset blev det ikke nogen dans på roser at fange en stor sandart i 2013, og jeg kan skuffet gøre status på ikke at have kommet over 3 kg! Jeg ramte ikke de rigtige dage, og de dage hvor fiskene var i hugget var det ikke min tur til at slippe på ekkoet når de større fisk gik til bidet. Bad luck - op på hesten igen. Vi har lært meget det forgangne år, og ved nu hvordan vi skal prioritere vores energi. Derfor er første mål for 2014 allerede klart: +7 kg på gummi. Et ambitiøst mål, men ikke helt urealistisk - og skulle det lykkes, så bader jeg squ også ;-D

Det er blevet til meget få geddeture i år, hvis jeg tæller rigtigt er det blevet til 3 dage. Jeg fik fornøjelsen af at lande Rasmus's +11 fisk, men fik ikke selv sat krogen i en god fisk. Årets største blev kun 8,5 kg. I 2014 er geddemålet (som altid) at fange mindst een gedde over 10 kg.

På aborresiden blev det i 2013 ikke til en eneste tur. Jeg nappede dog en +1 kg fisk på vertikalen, en fin bonusfisk. Aborren vil dog ikke blive prioriteret i 2014 heller. Der er andre arter der trækker. Det kan dog ikke afvises at der bliver tid til en enkelt tur.

2014 vil blive det år hvor jeg skal lære at få arbejde, familieliv og fiskeri til at gå op. Det bliver spændende at se hvordan det lader sig gøre. Jeg har på fornemmelsen at det vil blive til færre ture, men så må man planlægge dem dét bedre så man får det maksimale ud af dem.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar