15. maj 2015

Skamros til W3 Vertical

Som titlen på indlægget antyder, så er dette indlæg direkte skamros af en vertikalpind som vi begge har fisket med dette forår. Westin W3 Vertikal 6,2 fod 21-40g. Det er simpelthen en kanon fed stang til prisen! Vejledende udsalgspris er 899,- og det er et fund til de penge. Vi har faktisk ikke set den til salg så mange steder, men Andreas i Jagt og Fiskerimagasinet var som sædvanlig hurtigt til at få den hjem. Tak for det.

Vi har prøvet en del forskellige igennem de sidste 3-4 år, og ud over Westin Vertikal 3776 er det den bedste vertikalstang vi har prøvet til det pelagiske fiskeri. Hjulfæstet på Vertikal 3776 ligger bedre i hånden (og er også generelt en federe stang), men det minimaliske hjulfæste der blotter klingen så ens
fingre hviler på klingen - giver en helt fantastisk føling med agnen så selv det mest forsigtige hug registreres. Klingen har topaktion og er meget hurtig. Stangen er i øvrigt helt  ufattelig let - kun 116 gram! En god deltalje er at den i modsætning til Vertikal 3776 er 2-delt og derfor utrolig nem at transportere rundt.

Blottet klinge ved hjulfæstet gør det muligt at registrere selv de mindste stød til agnen.
Vi fisker aldrig med jighoveder over 40g og 21-40g versionen er således rigelig kraftig til at kunne "vippe" jiggen på den rigtige måde. Vi har i løbet af foråret fået testet den med sandart op til 87 cm og gedder op til 118 cm, og det magtede den uden problemer. Rasmus har også 28-52g versionen, men den er efter vores mening unødigt kraftig.

Hvis jeg skal komme med et lille øf, så er baghåndtaget på kun 22 cm, 5-10 cm for kort til min smag når der skal sættes kraft bag modhugget. Det har dog i praksis ikke været det store problem, så det er nok bare et spørgsmål om tilvending. Helhedsindtrykket er meget positivt. Klar anbefaling her fra teamet!

Westins egen beskrivelse af stangen kan læses her: http://www.westin-fishing.com/predator/predator-rods/vertical-jigging-vertical-jigging-t/w3-vertical-jigging-t.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar