8. oktober 2012

Effektiviser dit rovfiske!



Vores artikler Effektiviser dit rovfiske er blevet skrevet sammen til én artikel, og udgivet i september udgaven af Fiskeavisen. I aftale med Fiskeavisen har vi fået lov at udgive den fulde artikel her på siden. Der er blevet efterspurgt en bedre billedkvalitet på nogle af billederne, hvilket vi håber at kunne løse her.

God fornøjelse.



Effektiviser dit rovfiske

Når man har en travl hverdag med både fuldtidsarbejde og en familie at passe, kan det være svært at afsætte det samme antal timer til sin elskede hobby i forhold til hvad man kunne førhen. Derfor gælder det om at få det optimale ud af den tid man kan afsætte. Vi har derfor af både lyst og nød måtte forenkle og effektivisere vores fiskeri. Dette skabte ikke blot bedre fangster, men endnu vigtigere, så har det forenklede fiskeri skabt endnu større fiskeglæde.


Vores store passion, fiskeri efter de tre rovfisk gedde, aborre og sandart dyrkes primært fra foreningsbåde, da det ikke er tilladt at søsætte sin egen toptunede jolle ret mange steder. Indtil for knap 2 år siden, fiskede vi udelukkende med levende agn. Derfor startede hver tur med at slæbe en masse ting ned til båden: agntønder, luftpumpe, elmotor med et utal af tilhørende batterier, 8-10 stænger osv. Grundet foreningsbådene, krævede det ud over alle de førnævnte ting også ekstra grej i form af stangholdere, ekkolod, plotter og alle de andre småting som man nødigt vil undvære - selvom man ikke har privat båd. Fiskeriet var utrolig tidskrævende - specielt alt den tid vi brugte på at skaffe de levende agn - men også pakkeriet og slæberiet af alle de "nødvendige" sager til og fra båden kunne næsten tage pusten fra een allerede inden fiskeriet var startet.

Tid er dyrebart, så noget måtte der gøres. Rom blev ikke bygget på én dag, og det blev effektiviseringen i vores fiskeri heller ikke. Faktisk prøver vi til stadighed at gøre det endnu mere effektivt - hvilket er med til at gøre fiskeriet til en sport. Derfor denne artikel, som forhåbentligvis kan guide andre på vej til et sjovere og mere effektivt fiskeri.

At kende sin besøgstid, være mobil og omstillingsparat
En grundlæggende faktor der skal være på plads for, at få succes med sit rovfiske, er, at kende sine besøgstider i de forskellige vande. Efter at have kæmpet et par år i specimenverdenen, og med et netværk af pålidelige medsammensvorne, har vi nu en god idé om hvornår det bedst kan betale sig, at satse på en given art i et givent vand. Dog nytter det ikke noget at vide hvornår det sker, hvis ikke man er klar til at rykke på det, når tid er. Derfor er mobilitet, omskiftelighed og det at være beredt nogle vigtige faktorer i vores fiskeri.
Det er vigtigt at kunne flytte sig til de destinationer, som er krævet for at nå sine mål, ambitioner og drømme. I vores optik er let oppakning indbegrebet af mobilitet. Vi har den grundregel i vores fiskeri, at der ikke må medbringes mere grej, end at det kan bæres af én gang til båden/vandet dog med undtagelse af de ture hvor vi har elmotor med - batterierne er i sagens natur jo ikke ligefrem lavet til at blive stoppet i lommen og så bare derudaf. Denne regel har skabt nye muligheder for at fiske svært fremkommelige destinationer/vande, som måske oven i købet indeholder jomfrueligt og uberørt fiskeri. Samtidig er man beredt til at skifte vand hvis det er påkrævet, da mængden af grej er meget overskuelig.
Husk på, at selv korte svipture evt. efter job, kan være hele besværet værd. Vi har adskillige fine fangster, som er gjort på disse korte ture med et minimum af grej. Den mest mindeværdige tur med let oppakning, står Mads for. Kun med en mindre rygsæk og et par stænger, cyklede han til og fra vandet. På to formiddages fiskeri landede han to nye personlige rekorder i sandart på 6,15 kg og imponerende 7,8 kg.
Her en anden fin fisk fra en kort eftermiddagstur, som så fint beviser at selv korte ture kan ende i ren fiskelykke




Inden vores fiskeri rigtig tog fart, fiskede vi tit med skyklapper på. Stængerne blev sat, og ud over stepperne det gik. Nogen gange var man heldig og få fangst, andre gange sad man slukøret tilbage og tænkte på diverse fiskemagasiners fangstrapporter og tænkte, hvornår er det min tur?

Der er kun én ting at gøre, og det er at ændre, småjustere, eksperimentere og efterrationalisere på sit fiskeri, ellers bliver man ikke bedre. At have overskuddet og overblikket til at skifte plan - taktik, teknik og metode er ofte være alfa og omega i dit rovfiske. Det er ofte her at fårene skilles fra bukkene. Hvis først man har sat den helt store geddeekspedition i stand og jungletrommerne så begynder at signalere storaborrer - så er det man må gøre sig et valg - er man klar til at skifte plan eller ej?

Tit kan besøgstiden i specielt før-leg-fiskeriet være utroligt kort, og nærmest slut inden det rigtig kommer i gang. Ved dette fiskeri må man smede i mens jernet er varmt. Ugidelighed, uvidenhed og magelighed er roden til dårligt fiskeri. Det kræver overskud, overblik og åbenhed at ændre sit fiskeri. Noget der virkelig kan tære på ens overskud er at være træt, sulten og at fryse Det er derfor vigtigt med en god nattesøvn og at spise jævnt over fiskedagen. Ligeledes er det vigtigt at være godt klædt på så man er godt tilpas.

At holde blodsukkeret oppe og undgå at fryse giver een overskud til at slappe af. Samlet set er det med til, at man kan holde fokus og koncentration indtil hugget falder - noget der specielt i førlegsfiskerit med jerkbaits er forskellen på succes eller fiasko.

Det sociale aspekt i fiskeriet er i vores øjne helt uvurderligt. Her tænker vi ikke bare på det hyggelige ved at have en eller flere at dele oplevelserne med, men lige så meget den ping pong, som kan opstå imellem fiskekammerater og som kan flytte én i fiskeriet. En sparringspartner, hvor idéer og visioner luftes, for senere at gå op i en højere enhed.

Tilpas dig naturen
At tilpasse sig naturen lyder måske lidt for økoflippet for den burgerelskende storbysnarkoman, som bare vil ud og fange store gedder. Men egentlig handler det bare om, at observere de ting der er omkring dig når du er ude i naturen, og som kan agere måleenhed for dit fiskeri - så du kan tilpasse dig.

Tillæg dig al den viden der er omkring dine ynglingsfisk og deres fødeemner. Trækmønstre. Deres trivselstemperatur. Temperatur for gydningens begyndelse og afslutning, etc. Vi har blandt mange steder tillagt os viden på eks. www.fiskepleje.dk og den for nyligt udgivede bog, “Atlas over danske ferskvandsfisk”. Mads er desuden uddannet biolog og har gennem andre fisketossede studerende og lektorer lært en masse værdifulde ting om hvordan vores ynglingsarter opfører sig og agerer i forskellige situationer. Bland det hele med den viden du selv erhverver dig på din hjemmebane. Noter vejr, vind, temperatur, vandtemperatur, lufttryk. Så kender du også besøgstiden til de kommende sæsoner.

Ved hjælp af fiskemagasiner, internettet og aviser, har vi igennem en længere årrække opbygget vores “rovfiskemapper” ved at samle alle artikler, fangstrapporter, vande, metoder, teknikker, viden om biologi mm. for hver enkelt art, i hver deres mappe. At kunne tage en mappe frem, med alt det relevante materiale for den givne art samlet på ét sted, skaber et helt andet overblik, end hvis man skulle sidde og bladre igennem bunker af gamle fiskeblade.

Den næste ting - og dette kan ikke understreges nok - er at lære dit vand at kende! Udvælg de vande du vil satse på, og brug tiden på at lære dem at kende. Til gedde, aborre og sandartfiskeriet, har vi ca. 5 vande til hver fisk.Til gengæld kender vi vores besøgstid i de enkelte vande. Jo mere tid du bruger ved dit vand, jo flere detaljer får du under huden. Reflekter over hver tur. Hvad gjorde jeg? Hvad gjorde jeg ikke? Hvad ville jeg gøre anderledes næste gang? Sæt fiskeriet i system. Hvilke metoder virker bedst på det givne tidspunkt af året?

Et eksempel på en af de ting, der har været udslagsgivende for vores fiskeri i en af de søer vi fisker, er hvordan en af vores vinterpladser blev opdaget. Mens der lå is på søerne, kunne vi observere, at der på et sted i søen var mørk is. Vi kunne senere konstatere, at isen var mærkbart tyndere i dette område. Der rejser sig en bakke ned til søen på dette sted. Med lidt viden om grundvand, kan man regne ud at der er en mulighed for at der er trykvand ved bakkens fod, og, at der dermed kan være en undersøisk kilde på dette sted. Kildevand er ca. 7 grader varmt. En vinterkold sø er 0-4 grader. Gedderne kan med andre ord stå her og modne deres æg over vinteren, så de er klar så snart solen får fat og legen begynder.

Denne plads har ingen features, og vi har stort set aldrig set en fødefisk på loddet. Til trods for dette, har mere end én 10+ fisk måtte en tur forbi afkrogningsmåtten - og en grumme stor gedde har slidt forfanget over på denne plads. Vel at mærke inden for det samme 100x100 m område.

At kilder, åer og markdræn tiltrækker fisk vinter og sommer er ingen nyhed, dette er beskrevet i utallige bøger og artikler. Pointen er, at det handler om at finde disse hotspots i søen - og udnytte denne viden.

Det er viden om denne slags hotspots - samt at vide hvornår de er hotspots - der langt hen af vejen er opskriften på bedre fangster. Dette leder frem til den næste konklusion: det er bedre med mange korte, end få lange fisketure.

De mange korte ture sørger for at holde fingeren på pulsen så man ved hvornår det "sner". Dette ledte frem til vores beslutning om at forsøge at gøre hvad vi kan for at holde grejmængden så lille som muligt.

Det er langt nemmere at komme afsted et par timer når grejmængden er overskuelig og der ikke skal skaffes agnfisk - hvilket er den primære grund til, at vi nu om dage sjældent bader en solid skalle, men i stedet plastik/gummi i diverse afskygninger. Det tog lidt tid at ryste de levende agnfisk ud af hovedet, men da første sæson fordoblede antallet af gedder over 8 kg med 6 over 10 kg begyndte vi at bliver overbevist. Senere kom en stribe fantastiske aborre på jig og dropshot, med 1.91, 1.93 og 2.01 kg på toppen. Selv sandarten ville lege med på wobler, vertikal jig, jigspin og jerkbait med 10 fisk over 5 kg og 2 over 7 kg, og det til trods for at vores skepsis var stor, specielt med netop den sidstnævnte art der til tider er noget genstridig. Lad det være en opfordring til alle de konservative rovfiskere, som stadig påstår at det kun er levende agn, som kan fange de store fisk: prøv at give plastik/gummiet en chance, i bliver næppe skuffede.
At være “skydeklar”
At være klar til at skifte plan kræver en del forberedelse. For at undgå at den dyrebare tid tages fra fisketid eller familie, kan det anbefales at droppe ligegyldigt reality-TV og den lidt for tidlige nattesøvn på sofaen ;-)
Grejet må sættes i system og gøres kampklart så det er klar til udrykning. For dørgefiskeren, hvad enten det gælder hardbaits eller levende agn, så gør det sagen noget nemmere hele tiden at have sine stænger skydeklar i f.eks et holdall. Med lidt snilde kan der typisk være hele 6-8 stænger i en almindeligt holdall til 3 karpestænger. Alternativt kan stængerne stå klar holdt sammen med rod bands. Uanset kan man være klar til aktion på få minutter.
Vi har altid følgende sæt stående skydeklar:

1. Jigstang og dropshotstang til aborre
2. Jerkbait og spinnestang til gedde
3. Vertikal jig og dropshotstang til sandart
4. 4 stk. dørgestænger til gedde/sandart
5. 2-3 stænger til fiskeri med død/levende agn fra land

Desuden har vi en basisudrustning, som bestående af bl.a. en fisketaske med de uundværlige sager til turen. Diverse agn til de forskellige typer af fiskeri er selvfølgelig klar med nyslebne kroge og pakket i passende grejkasser.
Når alting står klart er det bare at medbringe tasken med de rigtige grejæsker, gribe stængerne, komme afsted ud til fiskevandet og få oplevelser ind under huden. Tro på det du gør! På med det brede smil og få fiskeglædebarometeret helt i top!

Grejet/Basisudrustning
I Overvejelserne omkring vores lette oppakning blev vi hurtigt enige om, at vi ikke på nogen måde måtte gå på kompromis med Catch and Release eller vores egen sikkerhed.

Basisudrustningen, som er den del vi medbringer på alle ture, har vi i en passende fisketaske med de fornødne rum og lommer, der gør det muligt at pakke overskueligt. Vi er svært glade for "costum made" løsninger. At løse problemstillinger med en snedig lille anordning eller ændre og ombygge noget eksisterende, gør ikke bare fiskedagen nemmere, men bærer også en glæde i sig selv.

Her et kig ned i en taske, som desværre snart fortjener at gå på pension, da den har fulgt Rasmus i flex og ikke flex siden 2007.




Startende øverst til venstre, et par uundværlige tænger. Den første er en springringstang fra Daiwa (blå/grå), som ikke kan undværes når der skal skiftes kroge og springringe under wobler og jerkbait-fiskeriet. Tangens spids benyttes også flittigt til at stramme perfektion loops (knude), som vi benytter til stort set alt vores fiskeri. Den lille orange Bahco bidetang, har fulgt mig i mange år, og er et lækkert stykke værktøj til at klippe wire og fluorocarbon med. Tangen holdes sammen med en grov elastik, da den tit ender strategisk i lommen under fisketuren. Ved hjælp af elastikken holdes den lukket så den ikke laver hul i lommen.

Et par lange tænger af to forskellige typer, som bruges til afkrogning af fisk. Hvis der skal ydes effektiv Catch and Release, er to tænger indimellem nødvendigt når en sjælden kompliceret gældekrogning skal udredes. En lille robust fil til at skærpe kroge, en digitalvægt, et par arbejdshandsker, som er det hele værd, når der skal slæbes både, motorer mm. En tommestok eller målebånd, en rulle sportstape, stilladsstrips og traditionelle strips kan altid redde et eller andet på en fiskedag eks. ledninger, som skal surres op.

Første frontlomme indeholder to H-markører, samt en rulle sportstape, der har vist sig at bringe flere nyttige funktioner. Først og fremmest kan det benyttes som plaster, når rovfisketænder smager på fiskeren. På kolde dage kan kolde metaldele let dækkes af tapen uden at det er problematisk at afmontere igen. I anden frontlomme er placeret diverse forfangsmaterialer. Floroucarbon i 0.35, 0.48, 0.70 og 1.0 mm, som dækker alt fra vertikal, wobler og jerkbait-fiskeri. Sidelommerne indeholder let et kamera, i dette tilfælde Canon´s G12. I toppen af tasken lidt smådele som wire, knæklys, batterier mm.

Vi bærer altid en CO2 vest når vi fisker fra båd, da det simpelthen er for uforsvarligt andet. CO2 vesten vejer intet og bæres nærmest helt ugeneret. Vi overvejer kraftigt at gå skridtet videre, og investere i en Ursuit dragt til vinterens fiskeri, da vi begge har vores liv kært.

+8 kg gedde på vægten.
Til trods for at det måske kommer til at lyde som et reklameindslag, så må vi dog sige at vi til landing og håndtering af fisk, er svært glade for Savagear´s foldenet med gummibelagt netpose. Det rummelige net har udover netfunktionen flere gode egenskaber. Nettet kan placeres i de fleste stangholdere indeholdende fangsten, som stadig kan være i sit rette element imens der afkroges og gøres klar til foto. Ydermere kan nettet foldes sammen under transport, men den store force ligger dog i, at nettet, i sammenfoldet tilstand, kan anvendes til vejeslynge. Vores store model vejer prik 1,25 kg, som selvfølgelig fratrækkes den samlede vægt. Når nettet er foldet sammen kan det også benyttes til at sacke/opbevare fisken i kortere tid. En strip eller stilladsstrip kan let låse nettet sammen, så fangsten ikke undslipper.

Her et par fisk over meteren, som tager et hvil inden fotografering
En afkrogningsmåtte er også rar at have med, men kan undværes hvis fangsten håndteres korrekt og forbliver i vandet.




Her oppakning til en person på dørgetur med 4 stænger, ekkolod, stangholdere, fangstnet og afkrogningsmåtte. Hvis anden manden er med kræver det kun yderligere hans stænger og en kasse af hans ynglings baits.

Til dørgeturene, hvor stangholdere er påkrævet går der Ikea “kassa” i den. Ja, den Ikea pose er bestemt ikke køn, til gengæld er den praktisk. Den har ingen egenvægt og samtidig kan man proppe nærmest alt i den. Vores Berkley stangholdere er ganske simpelt monteret på et kort stykke vandfast krydsfinér, som let påmonteres ved hjælp af et par mindre skruetvinger. Denne stangopsætning er meget lettere og mere flexibel end Down East stangholdere. Ikea posen rummer desuden også nemt drivanker, regnslag, sovepose, CO2 vest, waders og hvad man ellers kunne forestille sig kunne komme med på tur.


Enkel og hurtig opsætning af stangholdere og ekkolod i foreningsbåd.

Vores Ekkolod og GPS løsning er også simpelt monteret på et lille stykke krydsfinér, som også påspændes med skruetvinge. Vi har i øjeblikket haft succes med en meget kompakt løsning, som er pakket i en 30 liters rygsæk. Grunden til dette er, at det nemt kan komme med på en kort jerkbait eller vertikal jig tur, uden Ikea opsætningen. Strømkilden er et 10 Amp. Gel motorcykel batteri som let kan holde strøm en hel fiskedag. Gel-batteriet kan klare de dybe afladninger, og endnu bedre, så vejer det kun ⅙ i forhold til et traditionelt forbrugsbatteri på 60-80 Amp.

Hvis man ikke har bil, men kun det offentlige og sin cykel, er det ingen forhindring for en fisketur - hvis bare man pakker let. En rummelig rygsæk, et lille holdall over skulderen og en Ikea pose på bagagebæreren, så kan man snildt have alt det nødvendige grej til dørge eller spinnefiskeri med sig. Hvis der ikke skal fiskes vertikalfiskeri, kan man komme rigtig langt med en hånd-GPS med TopoDK (indeholder søkort over de fleste større søer), i stedet for at slæbe ekkolod og batterier med.

Til sidst en opfordring til at forholde sig kritisk overfor sit grej og ikke mindst sine agn/baits - det er jo tit den sidste meter der gør forskellen. Lad dig ikke nødvendigvis stille tilfreds med det du kan rive ned af hylderne. De danske rovfiskere er stærkt traditionsbundne når det gælder troen på levende agnfisk. Det skal lige indskydes, at dette bestemt ikke er en tale for, at der ikke må fiskes med levende agn. Men tænk på hvor længe der bliver nusset om et takkel/forfang til fiskeri med levende agn? Tænk hvis den samme tid blev brugt på at fintune dine woblere, jerkbaits, jig mm. til de fik de rette egenskaber til fiskeri i dit hjemmevand.... jo, det er en ubeskrivelig følelse når noget går op i en højere enhed.

Knæk og bræk derude.

Mads Jyde og Rasmus Ingemann









3 kommentarer:

  1. Super artikel drenge. Det er lige præcis det fiskeriet handler om. Er selv småbørnsfar og "arbejdsramt", så jeg ved også at tiden til fiskeriet kan være sparsom men kostbar til fiskeriet. Det med at holde det simpelt tiltaler mig, men kan også være svært at realisere. Var afsted med min makker i søndags og vi måtte endnu engang konstatere at der bare var ROD i foreningsbåden. Forfang og woblere der ligger overalt og filtrer sig sammen med stænger osv. Bare ikke godt nok. Jeg kan også konstatere at, jeg ikke har den store tålmodighed til skallebadning, hverken med at fiske med dem, eller skaffe de ski... Agnfisk. Der findes også så mange fede kunstagn på markedet:-). Det med agnfiskene er jeg og makkeren ikke helt enige om....endnu:-) (han mener stadig det er besværet værd at tage en spandfuld småfisk med).
    Jeg forsøger at holde mit udstyr klar til hurtig udrykning. Det bliver i hvertfald jævnligt tjekket...man er vel en nørd:-)
    Men tak for en spændende artikel(skynder mig at sende linket til min makker;-) )
    Jacob

    SvarSlet
  2. Super artikel. Jeg og min makker kører med en lignende opsæt, dog ikke helt så strømlinet som jeres. Specielt jeres stangholder/ekkolodsmonteringer vil jeg nok overveje. Specielt ekkolodsmonteringen har længe været til irritation for mig, for jeg synes ikke at jeg har kunnet finde på en god løsning.
    Et enkelt spørgsmål vedr. jeres net. Er det savagegear nettet i størrelse large eller X-large?

    SvarSlet