"3D" ekkolodsteknologi - et stærkt våben for søfiskeren
I Sverige er det over de
sidste år blevet rasende populært med ekkolodder med indbygget sidescannings
teknik, ofte refereret til som ”3D
ekkolodder”. Årsagen til denne popularitet skyldes primært det pelagiske
vertikalfiskeri efter sandart.
Hvad for en fisk?
Producenterne kalder det
alle noget forskelligt - SideVü, Structurescan, SideImage - men teknikken er
den samme. Sidescanningsekkoloderne adskiller sig på flere punkter fra et almindeligt ”2D” ekkolod. Et almindeligt
ekkolod viser et kegleformet udsnit, under båden, med en vinkel på typisk 20
grader, hvorimod et sidescanningsekkolod viser en meget smal kegle, som rækker meget
langt ud til hver side af båden. Der bliver sendt et signal ud til begge sider
af båden således at keglen dækker næsten 180 grader, dvs. næsten op til
vandoverfladen. Ekkobeamet fungerer nærmest som en væg der breder sig ud til
begge sider, hvilket er i skarp kontrast til almindelige 2D ekkolodder. Her er
’beamet’ formet som en kegle. Det er
vigtigt at forstå dette princip, for korrekt at kunne aflæse det, som vises på
skærmen.
![]() |
Illustration af hvordan signalet fra et sidescanningsekkolod udbreder sig under båden. |
Teknologien er nu kommet ned i et prisleje, hvor de fleste kan være med, og der findes nu sidescanningsekkolodder på markedet helt ned til 5-6000 kr, men er det pengene værd i forholdt til et alm. ekkolod, er der nok en del der tænker. Det mener vi klart at det er. Derfor vil vi i denne artikel, hvor vi fortæller lidt om vores erfaringer med teknologien, som vi har anvendt systematisk de sidste tre sæsoner.
Udover at signalet fra
transduceren på et sidescanningsekkolod har en radikalt anderledes fysisk form
end et traditionelt ekkolod, er frekvenserne også højere, hvilket giver den
helt uovertrufne opløsning
og de nærmest fotolignende billeder af især faste
strukturer. Traditionelt har man typisk kunnet vælge mellem to frekvenser f.eks. 800 og 455 kHz, hvor den høje frekvens
giver den højeste opløsning, mens den lave til gengæld rækker dybere. Senest
har man set sideskanning med så lave frekvenser som 260 kHz, som dels rækker
endnu dybere, dels teoretisk bør være bedre til at vise fisk (ligger tættere på
de traditionelle ekkolodsfrekvenser omkring 200 kHz) men det må tiden vise.
I lighed med almindeligt
ekkolod fås sidescan nu også med CHIRP – i stedet for faste frekvenser sendes
signalet her over brede områder af frekvenser; 425-485 kHz i stedet for den
faste 455 kHz og 790-850 kHz i stedet for fast 800. I lighed med på det
traditionelle ekkolod giver CHIRP væsentligt forbedret separation/opløsning og
rækkedybde. Eksempelvis står de enkelte fisk i en stime ofte helt tydeligt
frem. Der er forskel på hvordan producenterne sammensætter deres produkter. Hos
nogle producenter er den traditionelle transducer bygget sammen med
sidescanningstransduceren, medensden hos andre er to separate transducere.
Mulig allemandseje
Pelagisk vertikalfiskeri
Teknikken har naturligvis
mange anvendelsesmuligheder, men lad os starte med den – for os - mest åbenlyse: pelagisk vertikalfiskeri. Det pelagiske
vertikalfiskeri har ramt os, som en tropefeber. Siden den første store sandart
hakkede tænderne i min jig otte meter nede, over 11 meter vand, en kold
aprildag tilbage i 2012, har jeg været alarmerende kronisk vertikalfeber
påvirket. En feber det virker som ingen af os ser ud til at blive kureret for lige
med det samme. Det er dette fiskeri der har båret teknologien frem i Sverige,
og det var også det, der fik os til at investere i vores Garmin 721xs og senere
820xs og den tilhørende Black Box (GCV-10).
![]() |
Ren fiskelykke. Endelig succes efter utallige frustrerende timer på søen. |
I det pelagiske
vertikalfiskeri er bådens præcise placering over fisken alfa og omega. På et
alm. ekkolod kan du ikke vide hvor i keglen fisken står, så når fisken glider
ud af keglen, og man skal optage forfølgelsen, er retningen derfor mere eller
mindre et gætværk. Ved man om fisken kom ind fra højre eller venstre side, når
den tikker ind i ”2D” keglen, er man allerede et skridt foran. Skulle man
herefter tabe den af syne, kan en hurtig rundering på stedet ofte afsløre i hvilken
retning fisken er svømmet, da man med sidescanningsekkoloddet, ”ser” langt ud
til begge sider og dermed nemmere kan ”fange” fisken i keglen igen. At man nu
ved ikke bare i hvilken dybde men også til hvilken side fisken står, gør at det
ofte omtales som et såkaldt ”3D” ekkolod, selvom der ikke er tale om et reelt
3D ekkolod.
Bananer, prikker og streger
Hvordan ser det så ud når
en fisk vises på sidescanningsekkoloddet? De fleste ved nøjagtigt hvordan en god
”banan” ser ud på et traditionelt ekkolod. På et scanningsekkoloddet vises en
god fisk som en bred og/eller kraftigt lysende plet eller streg. Fisken vises
som en streg, hvis fisken har stået i samme retning som sejlretningen og derfor
er blevet scannet i hele sin længde – husk her at keglen er meget bred men
samtidigt smal. Fisken vises som en plet hvis den har stået vinkelret på
sejlretningen og derfor kun har været kort tid i keglen. Et par eksempler på
dette er vist herunder.
![]() |
Den gule linje i midten viser bådens placering og
ekkoloddet viser (i alle de viste tilfælde) 25 meter ud til hver side. Vandet
et mørkt, men fra bunden der ligger i 14-17 meter ud fra midten lyser
rødt/orange. Her ses en tydelig gul streg, som er en god fisk på venstre side
af båden 7-8 meter fra transduceren. Fisken har stået i længderetningen og
tegner derfor som en tydelig streg. Det rød/orange i midten er støj skabt af turbulens og
luftbobler fra motoren.
|
![]() |
Her ses en god fisk der har stået vinkelret (plet mere end en streg) på båden, ca. 6 meter til højre for båden. |
I tolkningen af billedet skal man være opmærksom på at instrumentet vises afstanden til fisken. Det er det også på et alm. ekkolod, men da det kigger nedad er afstand tilnærmelsesvis det samme som dybden. Scanningsekkoloddet kigger både ned og ud til siden og den viste fisk kan således lige så godt stå 1 meter nede 6 meter ude til siden, som den kan stå 1 meter ud til siden 6 meter nede. Den viste fisk står dog sandsynligvis ret højt i vandet da der slet ikke er noget ekko at se på den anden side. De to kegler der sendes ud til hver side overlapper en smule i midten, og en fisk der står mere eller mindre lige under både vil derfor vises på begge sider af skærmen. I sådan et tilfælde vil den viste afstand til fisken være tilnærmelsesvis det samme som dybden under båden.
![]() |
Fisken har passeret næsten lodret under transduceren og bliver således registreret som ståede både til højre og venstre side. Selvom der her er såkaldt ”spejlekko” lyser ekkoet dog kraftigst til venstre og fisken står således en smule til venstre for sejlretningen. Bemærk at der er en håndfuld mindre fisk der også vises på skærmen som små lysende prikker. |
Scanningsekkolodet
er desuden virkelig god til at adskille de enkelte ekkoer. Ved pelagisk
vertikalfiskeri kommer man ofte ud for at to mindre sandart, der står
tæt sammen giver et stort ekko på 2D loddet og ligner en enkelt meget større fisk.
Scanningsekkoloddet er dog sjældent i tvivl som det ses herunder. De viste
ekkoer er formodentligt to sandart i 2 kilos klassen.
![]() |
To fisk står tæt sammen til højre for bådens
sejlretning.
|
Optimal
montage af transducer
Vi fik først for alvor
øjnene op for teknologiens potentiale da vi fik løst problemet med støj fra
luftbobler og turbulens i vandet fra motor eller årer. Løsningen var at montere
tranduceren i stævnen af båden på en hjemmebygget transducerholder.
Transducerholderen der er bygget i bedste Storm P. stil kan sidde på alle de
foreningsjoller vi har haft mulighed for at prøve den på og den holder fint til
de hastigheder der kan opnås med årer/motor på de sjællande foreningsbåde. Bemærk,
at hvis man ror, sidder men omvendt i forholdt til den sejlretning der vises på
skærmen og transduceren skal derfor pege fremad, hvis det ikke som på Garmins
instrumenter, er muligt at vende sejlretningen på instrumentet, således, at
højre på skærmen også er din højre og ikke omvendt.
Efter at vi havde ændret
placeringen af transduceren var det pludseligt meget nemmere at følge de fisk
vi én gang havde haft i keglen på det traditionelle ekkolod. Hvis fisken gled
ud af keglen, kunne man nu hurtigt konstatere om den var svømmet frem under
båden, hvorved den blev vist på scanningsekkoloddet, eller om den var gledet
bagud/til siderne. Hvis den gik frem vidste man også til hvilken side. Det gav
vores fiskeri et boost og gjorde at der kom kortere imellem at vores ekkolod
viste opadvendte bananer og pilekvisten efterfølgende fandt vand til den helt
store guldmedalje – karatehug på 6 meter line føles som elektrisk stød i armen
og er ekstremt vanedannende!
![]() |
BANG! |
Det kan anbefales at køre
med den samme dybdeinterval hver gang, også på det traditionelle ekkolod. Så lærer man hurtigt, hvordan en stor
fisk ser ud på ens lod så man ikke bruger tid på at fiske på mindre fisk. Vi
kører altid 25 meter ud til hver side på vores 8” skærm, men har man en 10
eller måske 12 tommer skærm kan man med øvelse sagtens gå længere op, f.eks. 50
meter til hver side uden at misse fisk, der på mindre skærme kun ville have
været få pixles store, og dermed nemme at overse. Dermed også sagt at man
bliver nødt til at prioritere sidescanningsekkolodet til at køre i fuld bredde
af skærmen hvis man vil have fuldt udbytte af teknologien. Vi har derfor et
alm. mindre ekkolod monteret i båden således at der på 820xs vises
scanningsekkolod i toppen af skærmen i fuld bredde og TopoDK i bunden af
skærmen. Selvom instrumentet sagtens kan vise det traditionelle og sidescanningsloddet
på skærmen samtidigt, er det ikke optimalt vil man vil udnytte potentialet i sidescanningsekkoddet.
At anvende ekkoloddet til
at søge efter områder med store fisk i frivandet har naturligvis også stort
potentiale i forhold til dørgefiskeri efter gedde og sandart. For det første
kan det relativt hurtigt konstateres om der er fisk i et givent område og for
det andet kan lidt manøvrering med båden give en god indikation på hvilken dybde
fiskene står i – noget der især kan gøre en forskel v. dørgefiskeri efter
sandart.
Mange anvender i dag hjul
med linetællere ikke bare til trolling efter havørred og laks på havet, men
også til dørgefiskeri på søerne. Dette gør at man har ret godt styr på hvor
langt fra båden ens paravaner (i fald man anvender dette) fisker fra båden. Ser
man en stor fisk tikke ind 15 meter fra transduceren, kan man derfor med fordel
flytte paravanen så den fisker i den afstand man tror fisken står ud til siden.
Herved kommer ens agn til at passere så tæt på gedden/sandarten som muligt,
hvilket især i foråret kan være vigtigt for at fremprovokere et hug.
Sidescanningsteknologien er
desuden helt eminent til hurtigt at scanne et område for stimer af byttefisk. det
traditionelle ekkolod ser kun et begrænset areal under båden. Med sidescanning
kan man se langt ud til siderne, og søger man kun efter stimer kan man med
fordel gå op til f.eks. 50 meter ud til hver side da detaljerne i denne
sammenhæng ikke er så vigtige. Det ses desuden ofte tydeligt om småfiskene står
hårdt klumpet sammen grundet rovfisk i nærheden eller om stime
tegnes mere løs når den er afslappet – og allerbedst når stimen er splittet i
flere dele med store lysende pletter og streger imellem - det plejer at betyde
bukkede stænger.
![]() |
Sidescanning er eminent til at søge efter byttefisk, her vises en tæt stime af fisk meget tydeligt på venstre side af båden. En håndfuld lysende pletter ses i nærheden på højre side af båden, formodentligt en flok aborrer der terroriserer en stime småskaller. |
Teknikken gør det desuden
meget nemt at anvende ekkoloddet til hurtigt at afsøge f.eks. en ny sø for
områder med hård bund eller søge nye interessante steder i ens hjemmevand.
Bundens hårdhed vises ved lysintensiteten. Jo hårdere bund jo kraftigere lyser
den, her vist ved at vi sejler langs en skrænt hvor der er en pynt der stikker
lidt ud så bunden
hæver sig fra 17 til 14 meter og ned
igen. Skrænten ligger tydeligvis på venstre side af sejlretningen.
![]() |
Hård bund på venstre side af sejlretningen lyser tydeligt op. |
De forskellige producenter
ynder at vise nærmest fotografiske gengivelser af vrag og sunkne træer mm. Der
er smurt lidt tykt på i forhold til hvad man kan opnå med en midlertidigt
montage på en foreningsbåd, men vores erfaring er at sten, vandplanter, træstammer
mm. tegnes overraskende tydeligt på skærmen. En stor sten der ligger på i
forvejen hård viser sig ofte på skærmen ved at skyggen fra stenen viser sig som
et mørkt område i sammen med et klart lysende område – desværre ikke noget vi
har et screendump af, men det er ret karakteristisk når man først har set det
et par gange. Det at kunne finde interessante strukturer er i virkeligheden nok
det som har drevet teknologien frem i USA hvor bass fiskerne bruger de til at
finde grødebælter, stenrev etc., svenskerne har så efterfølgende formået at
anvende teknologien til det yderste i deres pelagiske vertikalfiskeri
Teknikkens
begrænsningerNu kravler fiskene jo ikke op ad linen bare fordi de er blevet lidt nemmere at finde og Teknikken har naturligvis sine begrænsninger. Vores erfaring er at hvis de søer man fisker i er mindre end 5-6 meters dybe, er det begrænset hvor meget man kan bruge det til at lede efter enkeltstående fisk, da de skal lyse ret kraftigt for at ses over bunden, der jo ofte lyser lige så kraftigt som selve fisken. Stimer og strukturer vil dog stadig stå ret tydeligt frem grundet deres skygger. Er der mindre end 5-6 meter dybt er det således mest skyggerne man skal kigge efter. Hvis man kun bruger det til at søge efter strukturer, vil det være anvendeligt helt ned til vanddybder på 3-4 meter.
Er det pengene værd at købe et
sidescannings ekkolod? Vi mener ja, men det kommer jo helt an på hvilke typer
af fiskeri man dyrker, men om det er vertikalfiskeri, dørgefiskeri efter
gedde/sandart eller kastefiskeri efter f.eks. aborrer, ja så har man i et
sidescannings ekkolod et stærkt kort på hånden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar