4. september 2014

SportingDepån Helsingborg



Sommeren er gået med alt mulig andet end at fiske, men når man nu ikke kan fiske, kan man jo altid opruste! På vej til sommerhuset i Sverige blev der lige tid til at stikke hovedet ind til en ny grejpusher.

De sidste par gange vi har skullet handle i Sverige har turen gået til Sportfiskegiganten, men deres udvalg har skuffet de sidste par gange, så da jeg hørte at Sporting (aka. Söder Sportfiske) havde åbnet ny butik i Helsingborg "SportingDepån" var jeg ikke sen til at planlægge en tur forbi.



Sporting har et stort udvalgt af umådeligt lækre geddeagn, og SportingDepån i Helsingborg skuffede ikke, bare se billederne herunder. Der er ikke nogen butikker i DK, som jeg kender til, der har sådan et udvalgt af jerkbaits, spinnerbaits og bulldawgs og alt mulig andet.


Bl.a. førte de stort set fuld sortiment af Wolfcreek lures og tailbaits. Uha de er lækre, men kasseapparatet tæller stærkt hvis man begynder at rive ting ned fra væggen.


Den egentlige grund til at tage forbi var, endelig, at få slået kløerne i en Svartzonker McTail. Jeg har indtil nu været for nærig til at betale den skyhøje fragt med posten fra Sverige, så nu skulle det være. Sidst jeg var i Sverige fik jeg købt en Big McMy men en McTail har hele tiden stået øverst på ønskelisten. De er nu kommet i ny udgave i plast, og Sporting har naturligvis fået malet en stribe custom farver til deres butikker. Jeg faldt for den lækre neutral farvede "Custom Rügen Special II" i slow sink udgaven.


Desuden har de diverse grej til vertikalfiskeriet og en masse dejlige blyholdige produkter der jo som bekendt er forbudt på den anden side af Sundet. Der blev suppleret op på beholdningen af 10 tommer Fin-S og de nye Westin Jighoveder. 30g på 6/O krog, helt perfekt til 8 tommer Twinteez.

Alt i alt må SportingDepån siges at være et besøg værd. Ekspedienten kunne endda oplyse mig at de normalt har endnu flere forskellige agn og et større udvalg men at store dele af sortimentet var pakket ned fordi de var på messe hen over weekenden. Glæder mig til at se det fulde sortiment næste gang!!!

Til slut et par fotos fra den gavmilde Svenske skov. Helt utrolige mængder af svampe i år.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar