9. november 2012

3xT: Top Tunede Titommer

Nu har jeg endelig fået anskaffet mig nogle flere 10 tomme Fin-S. Rasmus har været en tur i det svenske og fik mulighed for at købe nogle stykker hjem til mig - og så endda i ynglingsfarverne Mahi Mahi, Arkansas Shiner og Smelt. Lækre sager!

Team Ivertic har tidligere lavet et rigtig godt indlæg om 10 tomme jiggen, og Rasmus har også tidligere beskrevet hvordan han har monteret stingerne. Jeg har valgt at montere mine 10 tommer med dobbelt stinger på stort set samme måde som Ivertic drengene, dvs. både en krog i bugen og på oversiden af halen.

Jeg har brugt en str. 2 Gamakatsu T13 til stingeren i bugen, og en str. 2 Gamakatzu Tweenex til halen. Nogen vil nok mene det er lidt store kroge, men jeg synes ikke det syner af meget på den store jig. Stingeren i bugen har jeg monteret på 0,30 fletline og trådet den igennem kroppen med en agnnål. Stingeren i halen har jeg monteret på 20 lbs softflex wire. Begge dele har jeg afsluttet med en løkke jeg har trukket over krogøjet. Stingeren på ryggen er temmelig lang, så det kunne måske være en fordel af fiksere den på et punkt bag krogen. Tid på vandet vil vise om det er et problem.

Mahi Mahi og Smelt har jeg monteret på et 30g "fischkopf" VMC hoved på en Babarian 6/O. Det er en krog der er en smule for stor til en 7' da den efter min mening stiver jiggen for meget af, så kun det yderste af halen arbejder. Til 10' er den dog umiddelbart helt perfekt grundet det store kroggab. 30g hovedet burde fungere fint både til klassisk vertikal og pelagisk.

Jeg har monteret to Arkansas Shiner da det er en farve der ofte har fisket godt. En er monteret på et 25g hoved, på en ikke helt optimal str. 4/O VMC round head. Krogen er en smule for spinkel efter min smag, men det må række indtil videre, for jeg vil nemlig gerne have en version med let hoved til klassisk vertikal. Jeg har også monteret en Arkansas Shiner med et 35g Gamakatzu str. 5/O krog (nederst) der er noget kraftigere i godset. Den er tiltænkt pelagisk fiskeri hvor det er vigtigt at komme hurtigt ned.

Glæder mig til at få dyppet dem!

1 kommentar:

  1. Interessant! Jeg synes sagtens du kan klø på med dine 2/0'ere! Det vil være spændende at høre mere om dine praktiske erfaringer med en eventuel fiksering af den bagerste stinger :)

    Venligst Henrik

    SvarSlet