19. april 2013

Frivandsvertikal - Ekstremsports edition!

På vej ud igennem Breiviksfjorden
Jeg tilbragte sidste uge på Sørøya sammen med Allan Petersen med at jage torsk inden sæsonen sluttede og bådene skulle sejles til Havøysund. Det var noget af det mest underholden fiskeri jeg har prøvet. Rendyrket actionfiskeri hvor det kun er vejret og din egen fysiske formåen der sætter grænse for hvor mange fisk man kan fange på en dag.
Skibriller er en god ting når der sejles i minusgrader. Bemærk forruden på båden. Et sprøjt fra en bølge frøs så snart det ramte båden.
Fuglefjeldet dækket i sne.

Første dag var vejret fremragende og der var mange fine fisk kom i båden, og der gik ikke længe før at turen første 20+ kom i båden til undertegnede, 21 kg og tangering af PR.

 
45 meter fisk under båden
En af turens første fisk. 18 kg til Allan.
Fiskene stod tæt på de pladser som Brian Ahlers havde fisket i dagene op til, så det var ikke svært at finde fiskene.
Tykt lag af fisk under båden
22,5 kg
Dagen forløb med flex stort set hele dagen, og jeg kunne allerede på førstedagen hæve min pr. til 21,5 derefter 22,5 kg og til sidst 27,5kg. Fantastisk rund fisk. Jeg beklager det lidt sløje billede, men jeg var helt ærligt for død i armene til at præsentere fisken ordentligt og fiskeriet var så vildt at fotosessions faldt lidt i baggrunden. I alt havde jeg 6 over 20 oppe at vende første dag.
27,5kg
Allan kørte hårdt på med mange målere, men de havde svært ved at krybe over 20 kgs mærket. Hårdtfigthende fisk mellem 15 og 19 kg skortede det dog ikke på. Bemærk hvordan to fisk stiger samtidigt for at hugge jiggen. Vores jigs står i samme dybde, derfor forsvinder ekkoet fra jiggen ikke.

To fisk stiger til jiggen. En kroges og fightes op gennem vandet.

Den lille linetæller var uundværlig til at holde styr på dybden når det bliv firet ned til stimen
Sådan ser en jig ud efter 4 timers fiskeri
Det var super fedt at kunne ligge og følge jiggen på skærmen, og se hvordan fiskene steg efter agnen. I de mere spredte stimer kunne man ofte spotte en tyk banan og køre ned lige i den dybde hvor den stod. Det gav flere fine fisk, og det er squ en fed fornemmelse at "prikke" en stor fisk på den måde - specielt når det føles som om man har lavet bundhug når der gives tilslag!

Sådan ser det ud når en stor torsk gerne vil have mad - den stiger rask væk 20 meter for at inhalere jiggen.
Når først at se at der står en fisk i frivandet da min jig er lige ud for den. Stopper jiggen og får hug med det samme! En ca. 13 kg torsk ser ikke ud af meget når den står i kanten af keglen.
Det gode vejr holdt dog ikke ved, og om natten var der kuling og næste morgen så det ud som vist herunder da vi så ud af vinduet. Snevejret stoppede op af formiddagen og vi luskede ud på fjorden for at fiske torsk inden skærs.

Der var mange fisk, men størrelsen kunne slet ikke følge med fiskene længere ude. Vi fik dog lavet en fin stribe målere op til 17 kg. Ud på eftermiddagen faldt vinden i et par timer mens den gik fra vest til syd. Vi udnyttede dette hul til at snige os ud til pladserne længere ude. Selvom vi kun nåede at fiske en halv time inden vinden tog til fra syd og gjorden søen meget ubehagelig med bølger skævt på de store dønninger,fik vi fanget en god bunke målere og en enkelt 20 + på 21,5 til mig
 
Resten af dagen blev brugt på at fiske havkat uden for havnen. Et par store håising ville også gerne nappe fiskestrimlerne og Allan fik fanget en ordentligt kleppert på 48 cm. Bismeren startede dog først ved 2 kg, så den blev genudsat. Det blev til mange fine katte op til 5,5 kg.

Håising. Ny PR
Kæmpe Håising på 48 cm.

Ny PR til Allan 3,5 kg
Dagen efter var igen ikke til at fiske længere ude, så den stod på fjordfiskeri igen grundet vinden, og igen blev der fisket kat og en del målere måtte også op at vende længere ude i fjorden. Vi var i land midt på dagen for at krane en båd op og sætte på trailer så Brian kunne køre den til Havøysund efterfølgende.

Dagen efter var det kongevejr og da de sidste gæster var sendt hjem sejlede Brian Ahlers med os. Brian havde efter en hård torskesæson overbelastet sin albue og brugte derfor det meste af dagen ved rattet. Super fedt at have så rutineret en skipper til at sejle for sig så vi bare kunne fiske igennem!

Sådan skal det se ud hver gang man står op!

På vej ud igennem fjorden
Den stærke blæst havde dog rykket en del rundt på fiskene, og pladserne der havde produceret stort de foregående dage var invaderet af fisk omkring de 5 kg. Vi har ikke været mange fisk fra at sætte verdensrekord i antal 5 kg torsk inden at en tyk rød streg steg op til Allans jig og derefter støg hele vejen til bunden. Efter en tung fight kom et monster af en torsk på 150 cm til syne under båden. 36 kg og vild jubel! Sæsonens længste fisk på campen.


Et par billeder der viser hvor stor fisken i virkeligheden er!
Favnen fuld af torsk
Når den ses lidt på afstand og ved at han holder den ind langs kroppen kan man virkelig fornemme hvor stor fisken er.
150 cm
Det var dog den eneste store fisk i området og vi rykkede snart lidt videre ud og så fandt vi stimer med store fisk. Vi havde kanon fiskeri resten af dagen og mange mange fisk mellem 15 og 20 kg var oppe og vende. Jeg fik bl.a. to fisk på 23,5 kg i to dyp i streg. Vanvittig sjovt fiskeri.

20+ hanfisk
Så er man spændt for!

2 x 23,5 kg
Lørdag blev kun en halv fiskedag da vi skulle udnytte det gode vejr til at flytte bådene de 80 sømil til Havøysund - SUK! Vi fik 4 timer på vandet men fik efter et par timer fundet den rigtige stime og Allan fik en udleget fisk på 25,5 kg. Det var godt nok svært at skulle stikke mod havn når sidste dyp gav fisk på ca. 15 kg til mig og 20,5 kg til Allan......

Turen til Havøysund gik syd om Sørøya for at være i læ for vesten vinden. Har sat lidt billeder fra turen herunder. Meget smuk tur gennem sundet!



Gastanker ud for raffinaderiet i Hammerfest

Tissepause i nærmest havblik.
Vi havde to fiskedage i Havøysund inden vi skulle hjem. Vi brugte tiden med at fange årets første flynder. Allan vandt i sten-saks-papir og fik den første fisk på agnstængerne - det blev desværre også dagen eneste.
Resten af tiden blev brugt på madfiskeri efter havkat, kuller og små skrei. Luksus spise, men en tam fornemmelse efter at have haft så vildt fiskeri i dagene op til.


Et udvalg af de jigs der måtte lade livet på turen. Generelt havde vi bedst fiskeri på jigs i kraftige farver. Vi brugte primært SG Cutbaits da de løber godt derned af og var nemme at kroge fiskene på.

For første gang prøvede vi at det var en fordel at være 4-5 mand i båden. Det gælder hele tiden om at holde stimen aktiv under båden så man kan trække fiskene med sig. Vi forsøgte at sætte en "lokkefisk" lidt over stimen ved at køre en cutbait og en 12/O gummimak i dybet, kroge en fisk, fighte den lidt op og sætte den i stangholderen. Det gav dog kludder når fiskene piskede rundt under båden og efter første dyp var 12/O gummimakken rettet ud.....

Allan fiskede med en linetæller monteret på stangen mens jeg havde markeret en rød PowerPro line pr. 5 meter. Begge dele fungerede OK, men skal jeg afsted igen skal jeg helt sikker have indkøbt en farveskift line! Så længe vi kun var to kunne vi det meste af tiden se jiggen på skærmen, men er man flere er det helt essentielt at man kan holde styr på dybden uden at skulle se på skærmen. De fleste store fisk hugger nogle meter over "sværmen" og det er således vigtigt hele tiden af holde styr på dybden.

Afslutningsvis vil jeg sige at skreifiskeriet simpelthen er noget af det mest underholdene fiskeri jeg har prøvet - Actionfiskeri ud over det sædvanlige.

5 kommentarer:

  1. Fedt, fedt, fedt!!!! Tillykke med outstanding fiskeri og alle de nye PR.
    Gad vide hvordan sådan et par Cutbait filet skal tilberedes og smager?

    SvarSlet
  2. Tillykke med de nye PR.

    Herlige billeder og en fin beretning, man længes efter at komme derop igen, når man læser dette.

    Det er et fiskeri som alle der holder af ægte "actionfiskeri" skal opleve på et eller andet tidspunkt, det er intet mindre end fantastisk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Steen

      Tak skal du ha :-) Ja det er squ vildt fiskeri! Alle fiskene er jo fanget på de 2 en halv dag vi kunne komme ud på pladserne, så havde man haft en uge med godt vejr havde ens arme og ryg godt nok været presset :-) Jeg overvejer allerede kraftigt om næste års Norgestur skal henlægges til marts i stedet for om sommeren... Måske vi ses på campen ;-)

      Slet
  3. Rigtig fed beretning og lækkert med alle de flotte billeder! Stort tillykke med dine PR-fisk - det må være svært ikke at blive lidt fart/kiloblind under sådan en gang fiskeri.

    Du må da også være i god træning til at prikskyde et par grove sandfisk nu :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for de pæne ord :-) der er ingen tvivl om at man bliver fartblind under fiskeriet. Alm. målere blev jo nærmest spolet op så man kunne komme ned igen og kroge en stor fisk. Bremsen var sat så hårdt at fiskene i hovedregelen skulle over 16-17kg for at kunne tage line, så når man krogede en fisk der tog udløb vidste man at den var god :-) Glæderig nu alligevel til at komme ud efter sandart og få det lette grej i hånden igen. Sæsonen er jo allerede kommet godt igang for de fleste. Knæk og Bræk!

      Slet